Tv trends
Det er som om at alle tvstationerne en gang imellem mødes for at aftale hvad der skal skam-sendes det næste stykke tid. For tiden er det madprogrammer. Ikke et særligt interessant koncept i sig selv, faktisk fungerer kogebøger efter min mening en hel del bedre og hvis man virkelig interesserer sig for madlavning vil man nok hellere selv lave mad end se andre gøre det. Og alligevel har vi madprogrammer nonstop i tv, på alle kanaler for tiden. DR har Annemad, Det søde Liv, Kamilla Plum, Spise med Price; på tv2 har de daglige indslag på go’morgen og go’aften Danmark; på tv3 har de Til Middag hos – som der jo så også er en tilsvarende udgave af på kanal 5 (eller hvad det nu hedder). For et par år siden var det programmer om boligindretning, der var den store trend. Man kunne ikke tænde for tv’et uden at man stødte på tv om boligindretning på samtlige kanaler; Bo med Feng Shui, Roomservice, Drømmeværelset, Hammerslag, Ekstrem Hjemmeservice og så videre. Men nu hvor madprogrammerne åbenbart er trenden er det faktisk blevet ret svært at finde programmer om boligindretning – ved mindre man altså tæller køkkener med.